mandag den 7. juni 2010

dansk stil, årsprøve

Drømmen om at blive til noget..

De entusiastiske ord som sløvt kæmper sig gennem luften, danner sammen med 19 forvirrede teenagere rummet for en helt almindelig geografitime i 9. klasse. Tyggegummiet smager efterhånden som våde sten, og mit flakkende blik falder på et sort-hvidt landkort, henkastet på mit bord. Af en grund, som jeg overhørte, skal disse lande pludselig farvelægges af børn, som for længst droppede tusserne. Alligevel, sidder vi foran en gennemsnitlig mand med rødt hår, tennis sokker og briller, som alvorligt mener, at netop denne øvelse er en del, vi ikke kan være foruden…

…og her sidder jeg så endnu engang – tre år efter til en prøve på en eksamen som i sidste ende skal afgøre, om jeg er blevet dannet. Okay, dén sluger jeg i denne omgang. Ikke at jeg føler, netop dén geografitime gav mig kompetencen til, at kunne fungere i præcis denne sammenhæng. Men som en del af en større sammenhæng må jeg indrømme, at det er sådan, systemet på underlig vis fungerer. Forstår du, indimellem har man med nogle undervisningslektioner ahaoplevelsen af rent faktisk at have lært noget, som er fedt at vide. F.eks. at ens øjne svier i saltvand, fordi vandcellerne i øjets slimhinde trækker sig sammen på grund af diffusion af vand, og ikke fordi man får salt i øjet (…). Men helt generelt, for ikke at blive hængende i detaljerne, synes de endeløse timer at indgå i en sammenhæng under betegnelsen: almen dannelse. Og hvad indebærer denne almene dannelse så?

Med udgangspunkt i Thomas Ziehes samtale med Anne-Marie Vestergaard (Weekendavisen 3. november 2006) påpeger han, at unge i deres indre har nogle ’relevanskorridorer’, hvor kun det med umiddelbar interesse vækker opsigt hos eleven. Forstået på den måde, at information i højere grad skal matche den enkelte elevs interesseområder for at have relevans. Går vi ud fra at denne påstand er rigtig, vanskeliggør det tydeligvis undervisningen på sådan vis at der kræves meget mere af skolen som institution end udelukkende faglig viden. Altså, skal skolen i højere grad vægte den enkeltes personlige udvikling i form af ”god anderledeshed”, som Thomas Ziehe fremhæver. Skolen skal altså ikke kun udstyre eleven med faglige kompetencer men have yderligere fokus på udvikling, individet og identitet. Spørgsmålet er, om skolerne formår at danne folk på denne interessefokuserede måde? For det først har selve dannelsesbegrebet ændret sig i takt med tiden. Dannede og uddannede mennesker er ikke længere dem, der er mest faglig kompetente, men dem der forstår at omstille sig bedst muligt. De som forstår at begå sig og indgå i en sammenhæng. Man kan være en fantastisk skribent, men formår man ikke at kommunikere, så man kan sælge sine historier og formidle sine ideer videre til kunderne, bliver det hurtigt uinteressant. For dét er i høj grad, hvad drivkraften blandt unge baseres på: promovering, drømme og lyst. Disse ting er nøgleord for skolens sekundære opdragelse af eleven med særlig vægt på lysten til at lære. For det er den lyst, de danske skoler i dag skal imødekomme. Hvornår har en elev lyst til at lære og lysten til at være oplyst? Det er svært at sige. For mit vedkommende kan jeg berette at have gået i skole fra en alder af seks år. Altså, har jeg været under konstant oplæring med efterskole som et års mellemakt. Ud fra egen erfaring kan man allerede nu erkende, at de ti år i folkeskole ikke var spildt, men er en del af den almene dannelse. Måske ikke den almene dannelse men et forstadie dertil; som del af en større sammenhæng. På den måde kan man vel sige, at lysten til at lære er kommet efter egentlig at have lært det? Det er et slid at skulle igennem, men det er nødvendigt. Og bagefter er det en tilfredsstillende følelse af at være dannet – du ved, lidt vigtig. De unge stiller i takt med tiden stadig større krav til indlæringen. De kræver sociale kompetencer, interesseprægede fag og oplevelser. Dette ses også i indlæringen i skolerne, som bærer præg af at være gået fra den autoritære pædagogik til den antiautoritære med eleven i centrum, imens skolerne landet over stadig stiler mod at være langt mere individorienteret. Førhen herskede kundskabsskolen, og nu hersker den social orienterede skole. Da mine forældre gik på gymnasiet, kunne man vælge mellem den sproglige og matematiske linje, imens man i dag kan vælge linjer med idræt, samfundsfag eller musik som hovedfag. Fag, som imødekommer det moderne, unge menneske, og stimulerer eleven til at lære. På den måde kommer vi heller ikke i faglig nedgang, selvom kundskaben nedprioriteres til fordel for det sociale aspekt, fordi eleverne stimuleres af deres interessefelter. Grunden til denne reform er unges holdning til det at lære. De vil blive til nogen og ikke til noget. De vil personificeres og ikke bare være et mekanisk objekt i samfundet. Historisk set er vi, hvad angår fokus i skolen, gået fra autoritet til sammenhold og dernæst til individer i sammenhænge – det store, overpersonlige fællesskab: os selv. Det er nemlig, groft sagt, denne egoisme kombineret med det sociale aspekt: fællesskabet, som i dag giver de unge lyst til at lære. Men denne lære skal på en eller anden måde føre til noget. Hvad er målet udover den almene dannelse, og hvornår har vi opnået almen dannelse?
Jeg snakkede forleden med en veninde, som har afsluttet matematik på C-niveau. Hun sagde, at hun ikke kunne følge med, når folk snakkede om matematik generelt. For at sætte hårdt mod hårdt tillader jeg mig, at kategorisere hende som udannet, imens mennesker med matematik på højere niveau end C fungerer som mere dannede. På den måde mener jeg, at man selv uanset hvad har været uoplyst på et tidspunkt. De med matematik på højere niveau har også kun været bevidst om informationen om matematik på C-niveau før 2.G. Hermed sagt at vi er under konstant indlæring, og at den almene dannelse kommer stille og roligt. Til trods for at man synes det er dumt, at skulle farvelægge et landkort, og til trods for at skolen ofte minder mere om en forhindringsbane på en softgunbane, frem for et informativt sted hvor man har lysten til at lære. Et citat som fremgår i samtalen mellem Ziehe og Anne-Marie Vestergaard, refererer meget godt til, hvordan den almene viden skal og bliver opbygget: ”Ikke alt, hvad der er betydningsfuldt, behøver altid straks at kunne relateres ’til livet’”. Her omtales også individets kræsne, og måske lidt indskrænkede forhold til informationer, som nødvendigvis ikke vækker umiddelbar interesse. Informationer, som alligevel skal indlæres, for at kunne indgå i en samfundsmæssig relation.
For også her er der tale om skolens rolle i forhold til unges personlighedsdannelse. Fanger man ikke de unges interesse, har de ikke lysten. Og har de ikke lysten, forringes lysten til at uddannes, og hermed både udviklingen af individet og identiteten. Derfor er det vigtigt, at kunne kombinere de faglige, og nødvendige, indlæringer med et incitament som f.eks. et interesse fag.
En anden faktor som også spiller ind på de unges opdragelse, er knytningen mellem skolen og hjemmet. Dette gør, at de sociale oplæringssteder ikke kun foregår i hjemmet, men også i skolen som yderligere kan gå ind og kompensere for det sociale, hvis hjemmets sociale kompetencer ikke er tilstrækkelige. På den måde er individet ligeværdigt og ikke begrænset af den sociale arv. Skolen er blevet mere hjemlig, og ikke længere udelukkende et sted hvor man lærer, men et sted hvor man opvokser, og hvor lærerne mere eller mindre fungerer som omsorgspersoner. Tag f.eks. efterskole som bogstaveligt talt er en kombination af skole og hjem med lærere som ’forældre’.
I og med at skolen går ind og imødekommer elevernes interessefelter, er de også med til at påvirke udviklingen af elevens identitet, som på den måde påvirker elevernes opdragelse og personlighed og dermed også deres ageren i samfundet. I og med at indlæringen er så interessepræget, skaber det nye samfundsmæssige veje. De mere kulturelle, og førhen indsnævrede veje, bliver lettere at følge i form af en ny skabt nysgerrighed, udforskning og søgen gennem de unges lyst til at lære. Ikke at dette førhen ikke har eksisteret, for det udvikles konstant – og i dag især med indvirkning fra den sekundære opdragelse med fokus på det individuelle.

Så hvorfor er det vigtigt at lære, og hvorfor er skolens rolle vigtig for individet? For at opnå noget skal man have sig et mål. Men de færreste unge synes ikke at have et direkte mål, men en drøm. Er en drøm et mål? Målet med uddannelse er vel for mange at gennemføre – men hvad sker der så når uddannelsen er gennemført? Du er i mål, men har du nået målet?
Måske var det godt nok, at jeg lyttede til ham med tennis sokker, rødt hår og briller. For jeg har en drøm. En drøm, som jeg nok ikke ville have haft, hvis jeg havde udladet at farve verdenskortet i 9. klasse (…) Hermed ikke sagt at jeg ved, hvad jeg vil – men jeg ved, at jeg kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. For drømmen om at blive til noget, uden at lære på en eller anden vis, virker håbløs. Jeg er af den opfattelse, at indlæring stimulerer os mennesker i en sådan grad, at der ikke ville være et socialt liv, hvis vi var foruden. Ingen har sagt, at det skal foregå gennem envejskommunikation eller på nogen måde være kedeligt, og jeg synes, vi er godt på vej til at imødekomme det progressive samfund på en kreativ og nytænkende måde.
Vi kan gøre, hvad vi vil – hvad er din drøm?

1 kommentar: