søndag den 20. marts 2011

20. marts 201111111



En dame i nr. 24 sidder modsat en mand og mig, som deler sæde. Damen sidder ved vinduet, og først tror jeg at hun er ifølge med en tyk pige ved hendes side. Damen har en rød jakke på, og rejser sig halvt op, imens hun vinker manden ved siden af mig hen til sig. Han laver en bevægelse med sin hånd, som indikerer at hun skal sætte sig ned igen. ”Jeg skal af om lidt. Sæt dig ned.” Imellem dem er to glasruder. Hun beder den tykke pige om at flytte sig, så hun kan komme ud. De kender åbenbart ikke hinanden. Hun møver sig hen til manden og læner sig halvt indover mig: ”Der er mange af vores venner der er døde.” Siger hun imens jeg kigger på hendes negle, som sidder fast på hendes hånd der klamrer sig om en grå stang. Jeg har solbriller på, så jeg kan glo så meget jeg vil. Hendes hud er ikke gammel, men heller ikke fast. Huden omkring hendes øjne virker hævet og gennemsigtig. Ikke fordi hun har grædt; sådan er den bare. Jeg er ikke sikker, men det var som om hun ikke havde nogen øjenvipper. Måske var de bare meget lyse. Hun remser tre navne op, hvoraf to af dem er Judith og Stinna. Det sidste kan jeg ikke huske. ”De kunne bare ha’ levet’ ordentlig.” Siger han med accent imens han virker ligeglad. ”Er det ikke frygteligt?” Siger hun, hvorefter hun sætter sig tilbage på sin plads. De sidder igen overfor hinanden. Hun kigger ud af vinduet, imens hun indimellem skuler over til ham. Jeg kigger bare på hende. Hendes jakke minder lidt om en ski jakke. Han står af to stop før mig. På vej ud af bussen stopper hun ham: ”Det er mange på én gang, synes du ikke?” Jeg kunne ikke høre hvad han synes.
Ps: Solen skinner.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar